Modens dronning kåres af Danmarks dronning
I anledningen af Hendes Majestæt Dronning Margrethe IIs 70 års fødselsdag kåres den 83-årige modejournalist Didder Rønlund til Ridder af Dannebrog.
Didder Rønlund udgav i 2009 sine erindringer ”Hele mit liv på høje hæle”, hvor hun beretter om sine over 66 år som banebrydende dansk modejournalist og den svære balance mellem karriere, familieliv og utallige rejser verden over på første klasse med ægtemanden ved sin side. Det er også her, man kan læse om hendes møde med ikonet Coco Chanel og venskaber med bl.a. Holger Blom, Thit Jensen og Leonie Sonning med kosmetikmastodonterne i New York, Helena Rubinstein og Estée Lauder, med den verdenskendte operasangerinde Beverly Sills, og om sit nære og dybe venskabsforhold til modeskaberen Erik Mortensen i Paris.
I indstillingen til Ridderkorset lød det: ”Hun (Didder Rønlund, red.) har banet vejen for utallige generationers virke på dette felt og er en afgørende faktor for, at danskerne blev internationaliserede i forhold til den store verdens modeskabere, og til modebranchen som et både kunstnerisk og kulturelt fænomen."
Da hun som 67-årig gik på pension fra B.T. blev hun headhuntet til Billedbladets modesider og rejserne fortsatte. Siden hun valgte at stoppe der, har hun fungeret som fast anmelder for Danish Fashion Institute, hvor hun kaster sit kritiske blik på de danske modeuger og perspektiverer med sin enorme viden og reference inden for international mode.
Få kvinder har Didder Rønlunds karismatiske og elegante fremtoning for ikke at tale om vid, erfaring og talent. Ridderkorset er så velfortjent. Stort tillykke, Didder!
Billeder: Marc Høm


