Klicheernes holdeplads
Frederik Bjerregaard
Vi er nok flere, der er gået rundt i den naive tro, at kommunikationsbureauer var fødselshjælpere for designernes visioner og deres arbejde. At de oversatte de, til tider, fabulerende tanker, som designeren havde om kollektionen til en præcis tekst til brug for journalister. Men gang på gang - pressemeddelelse efter pressemeddelelse - kan man konstatere, at størstedelen af bureauernes kommunikation på vegne af deres kunder i bedste fald er uskadelig.
Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at (især) kommunikationsbureauerne får alt til at lyde fuldstændig ens? Jeg har på fornemmelsen, at modejournalister og redaktører er dødtrætte af klicheer som ”skandinavisk skønhed, romantisk og enkelt”, at det er ”smukke, stilsikre franske kvinder som Jane Birkin og Vanessa Paradis, som danner rammen om inspirationen” eller ”at det feminine får modspil af det herretøjsinspirerede” – for slet ikke at nævne forbrugerne, der alt for tit får de upræcise og ofte meningsløse beskrivelser præsenteret.
Hvad enten det er inkompetence eller dovenskab, som gør sig gældende, er konsekvensen at designerne – med rette – sjældent bliver taget alvorligt herhjemme. Hvis Danmark skal opbygge en kultur omkring mode, som rager højere op, end den gør i dag og stikker dybere end ’vis mig dit klædeskab’, er det ikke kun designernes ansvar. Dem der formidler dette, er nødt til at opgradere deres viden og evner – eller simpelthen droppe at gøre forsøget.
Husk at du kan kommentere på alle artikler på FashionForum.dk.
Opret dig som bruger her / log ind








Kommentarer
17 JUN 2010 mila123
Hej Frederik,
Jeg vil til dels give dig ret - og med de oplæg du her nævner er der klart masser af skud i bøssen til fabulerende tekster til pressen.
Det er bare ikke virkeligheden for mange designere.
Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har et kommunikationsbureau, men et PR bureau og derfor ikke har så mange opgaver af den art. Men. Jeg har da kunder som ønsker pressetekster og det kræver altså en god portion fantasi at skabe den gode historie og et link som er udover det basale pressemateriale ud fra farveoplæg og imagebilleder.
Så måske skal 'man' finde modet til at droppe presseteksterne, hvis der ikke er noget fornuftigt eller nyt at sige...
Det undskylder naturligvis ikke det generelle niveau - blot en kommentar om at det altså ikke er alle designere som har 'guld i mund' så at sige.
Gode hilsner, Mila Blarke, Blarke PR