Katja Moikjær
-
Ungdom på krukke
Anti-age har altid været et skisma mellem på den ene side urealistiske løfter om ungdom på krukke fra producenterne og på den anden side skeptikernes totale afvisning af rynkecremernes effekt.
Sandheden ligger et sted midt i mellem, og i de senere år med en hældning til producenternes side, for moderne forskning har bragt ingredienser for dagen, som faktisk kan have en effekt på rynker. Mindre ja, og ikke som hverken botox eller fillers, men stadig en synlig effekt.
Det nye årtusinde er tiden for rynkecremer, der faktisk virker, og det er tid til at kaste sin skepsis af sig og se på de ingredienser, der har massiv videnskabelig dokumentation for at kunne mindske rynker, linjer og slap hud.
Verden er stadig fuld af rynkecremer, der bare er ganske almindelig fugtighedscreme, men moderne forskning har også bragt en række små mirakler frem, som virker og kan have en positiv effekt på aldrende hud.
Retinol var et af de første stoffer, som kom frem, som kunne dokumentere sin effekt. A-vitaminsyre i form af det receptpligtige stof tretinoid er stadig det eneste godkendte lægemiddel mod rynker, og Retinol er den milde (og selvfølgelig mindre effektive) version af dette. Det har været på markedet længe, men er stadig et godt valg i kampen mod rynker. Det øger den hastighed, hvormed hudcellerne dannes og udskiftes og stimulerer dannelsen af ny collagen. Tilsammen kan det give huden et yngre udseende.
Peptider er et relativt nyt fænomen indenfor hudpleje, men det er nok det mest lovende, når det kommer til anti-age. Her finder du ingredienser, der rent faktisk kan få linjer og rynker til at se mindre ud, og der er masser af videnskabelig forskning til at bakke det op. Listen over forskellige peptider er lang, og de virker alle lidt forskelligt, men fælles for dem er, at de stimulerer huden til at danne mere af den collagen, vi taber med alderen. Den snyder huden til tro, at den har tabt collagen og skal danne mere, og på den måde kommer rynker og linjer til at blive mindre.
Niacinamid er et derivat af B-vitamin og har vist sig nyttig i behandlingen af flere hudlidelser. Forskningen inden for anti-age og niacinamid er stadig kun i sin vorden, og de fleste studier har været betalt af de firmaer, der sælger produkter med niacinamid, men resultaterne er lovende. Forskningen tyder på, at niacinamid kan stimulere dannelsen af ceramider og ikke mindst mindske den skadelig effekt af uv-stråling og mindske hyperpigmentering og rynker.
EGF – Epidermal Growth Factor gav Stanley Cohen fra Vanderbilt University en Nobelpris i Fysiologi og Medicin i 1986 og blev patenteret i 1989. Det er et stof, der findes naturligt i huden og spiller en vigtig rolle for vores hudceller. Man kan tilføre dette stof gennem cremer eller serum, og det kan have en god effekt på rynker og hudens generelle udseende. Det har aldrig vundet stor folkelig udbredelse, selvom det har været på markedet relativt længe, sandsynligvis på grund af den høje pris, produkterne med EGF har.
Der findes andre stoffer, som har vist tegn på anti-age egenskaber, og forskningen på området er så intens, at der hele tiden dukker nye op.
Forbrugeren skal selvfølgelig stadig iklæde sig sund skepsis, når de bliver mødt med anti-age påstande, men fortidens holdning om, at ”rynkecremer virker ikke” er ikke længere berettiget. Videnskaben har bragt anti-age ind i det nye årtusinde. -
De billige bloggere, der blev magtfulde
I må undskylde, hvis jeg har lidt svært ved at ramme tasterne. Jeg har stadig lidt svært ved at holde op med at grine, og det har stået på i et døgns tid nu.
Jeg har været journalist i snart 10 år, heraf de seneste to som freelancer, og i sidste uge fik jeg og Pudderdåserne.dk et tilbud fra et af Allers magasiner, som alligevel slår alt, hvad jeg har oplevet i min journalistiske karriere: De tilbød os at lave fire opslag inklusive billeder og tekst, hvilket vil sige i alt otte siders redaktionelt stof til dem for…nul kroner.
De mente at vi som blog måtte være glade nok for den ’ekstra trafik’, det ville give os!
Modemagasinerne er efterhånden berygtede for at tilbyde bloggere, at de kan arbejde for dem mod et par produktprøver og æren ved at komme i bladene. Bazar sendte for eksempel tilbage i 2009 en mail ud til en række modebloggere og tilbød dem at blive faste bloggere på bazaronline.dk mod at komme til en række events og få et par gratis produkter og biografbilletter.
Vibeke fra bloggen Discountliv og Luksusdrømme spillede ud med et krav på 500 kr. pr. indlæg (hvilket stadig efter enhver journalistisk tarif er stærkt underbetalt) og blev afvist. Andre var ikke så kloge og står i dag tilbage med følelsen af at være blevet udnyttet. I kan læse hele historien på Vibekes blog lige her.
Andre bloggere kan fortælle historier om, hvordan alt fra små virksomheder til de store bladhuse tror, at de vil blogge for dem mod at få produkter og link fra virksomhedernes sites. Og igen er de ord, vi hører fra både modemagasiner og virksomheder ”jamen I får jo gratis omtale og trafik fra os”.
Undskyld, hvem er det, der får trafik fra hvem?
Hvis vi nu tager Aller og modebloggerne som eksempel, så har Allers fem mode- og kvindemagasiner Q, Bazar, IN, Elle og Feminas hjemmesider tilsammen 2.644.570 sidevisninger hver måned ifølge Allers egne tal. Og så har jeg endda været sød ved Aller, for disse fem magasiner repræsenterer en meget bred målgruppe blandt kvinder.
Bloggers Delight, som er det største danske bloggernetværk, kan præsentere deres annoncører for tilsammen 2.600.000 sidevisninger hver måned fra et målrettet, stærkt og købedygtigt segment af unge kvinder. Tallet er et konservativt estimat, efter virksomheden har udvidet antallet af modebloggere den seneste måned.
På online modeområdet ligger den nystartede virksomhed Bloggers Delight, der har eksisteret i cirka et halvt år, altså hals om hals med Allers fem modemagasiner, og tallet vokser måned for måned med voldsom hast for bloggerne.
Hvem har brug for hvis trafik her?
I mit eget tilfælde har min blog over 10.000 absolut unikke læsere hver måned og over 60.000 sidevisninger. Dem tror jeg nok, det pågældende magasin med et oplag på under 30.000 kunne være økonomisk interesserede i at få i tale.
Der er noget galt med magasinernes opfattelse af magtforholdene i de danske modemedier, men på et tidspunkt opdager annoncørerne det lille regnestykke, jeg netop har udført, og så skal de traditionelle medier nok opdage bloggernes magt også. Og så bliver bladhusene nødt til at indse, at de gode bloggere ikke længere er 17-årige skolepiger, der vil arbejde for et par biografbilletter, men at de derimod er professionelle forretningsfolk, vigtig arbejdskraft og ikke mindst en værdifuld indtægtskilde for magasinerne.
Aller-koncernens adm. direktør Pål Thore Krosby har ved flere lejligheder advaret mod at satse ensidigt på digitalt indhold, fordi ingen tjener penge på det. Og nej, Aller, man tjener ikke penge på indhold af dårlig kvalitet, skrevet af gratister. God journalistik koster penge. Men en helhjertet satsning på digitalt indhold af høj journalistisk og unik kvalitet, det kan man godt tjene penge på. Men der er sjovt nok ikke nogen, der står i kø for at levere det gratis. -
Al magt til Danish Beauty Award
I dag mødes 650 ping’er til middag og awardshow i Tivoli Congress Center, når skønhedsbranchen for femte år i træk fejrer sig selv ved Danish Beauty Award.
Og selvom fem år kun giver en meget ung pige, er Danish Beauty Award allerede blevet en grand old lady i branchen. De første år var en vunden Danish Beauty Award knap nok noget, man brugte i sin markedsføring.
Den logo-stjerne, som det giver producenten ret til at bruge på sit produkt, var ikke at se mange steder. I dag bruger både de nominerede og vinderne den i stort omfang, og det er blevet et magtfuldt markedsføringsredskab.
Danmark manglede en Beauty Award
Danish Beauty Award blev da også skabt til dette. Nina Kluge fra Fagbladet Kosmetik og Anne-Dorte Mathiesen fra Brancheforeningen SPT fik idéen, da de efter eget udsagn undrede sig over, at alle andre lande havde mindst en award på skønhedsområdet, mens Danmark glimrede ved sit fravær, og derudover fordi skønhedsbranchen altid kun fik negativ omtale i dagspressen.
Enter Danish Beauty Award, som skal skabe fokus på de gode produkter og give de gode produkter mulighed for at brande sig selv yderligere og skabe hype om deres produkter.
Er vinderne af Danish Beauty Award så altid de bedste produkter? Det er jo utopi at sætte en ultimativ standard op at måle et skønhedsprodukt efter, men der er ingen tvivl om, at de 13 dommere er udvalgt blandt Danmarks fremmeste mennesker på området, og at produkterne er nøje udvalgt og afprøvet.
Produkterne bliver udvalgt efter mange kriterier, blandt andet markedsføring, design, branding, performance, ingredienser osv. Så den samlede bedømmelse skal spænde vidt og tage alle disse elementer med.
En lang proces
Det er da også en lang proces at blive enige. De går i gang med processen igen lige efter sommerferien, og dommerpanelet mødes første gang i december. Derefter har de så et halvt år til at blive enige inden næste års Danish Beauty Award i maj.
Hudpleje skulle efter sigende være det sværeste for dommerne at blive enige om. Alligevel lykkes det hvert år at blive enige, selvom bølgerne efter sigende kan gå højt til dommermøderne.
For branchen er Danish Beauty Award blevet en vigtig begivenhed. Det er blevet et magtfuldt markedsføringsredskab, og den lille logo-stjerne har fået stor indflydelse på de fem år, den har eksisteret.
Men hvad kan man som forbruger så bruge sådan en prisuddeling til? På samme måde som en Oscar ikke er en garanti på en god filmoplevelse, så kan en award aldrig være en garanti for noget son helst. Men det er en god måde at skabe positiv opmærksomhed om nogle spændende nye produkter på, og det giver et interessant pejlemærke at shoppe efter i en verden, hvor vi ellers er henvist til allergi- og miljømærker, der ikke siger meget om performance, design og brand.
-
Det handler om stoffer
I årevis har det handlet om, hvad der ikke var i din hudpleje og makeup. Parabener, mineralsk olie, parfume, farvestoffer - Alt afhængig af hvilken religion inden for hudpleje og makeup, du har bekendt dig til, har de sidste mange år handlet om, hvad dine produkter IKKE indeholder, og markedsføringen har været lagt an på slogans som ”100 procent fri for…”
Men bøtten er ved at vende. Der vil stadig være plads til mærker, der sælger sig selv på alt det, de er fri for, men kvinder i en resultatorienteret verden vil også se resultater af deres hudpleje.. Nu vender fokus sig i stedet mod, hvad produkterne rent faktisk indeholder, og de skal indeholder noget, der virker.
Ingredienser i hudpleje er som alt andet et modefænomen, men det er dog muligt at trække nogle tendenser op på nogle blivende trends, som ikke kun er luftige tendenser, men som der også er solid forskning til at understøtte. Trends, som vi vil set markedsført yderligere i de kommende år. Her er fire eksempler:
Peptider
Det er svært at sælge hudpleje på peptider. Det lyder ikke ret sexet, men hold nu fast og læs godt efter, for kosmetikindustrien har her fundet en række ingredienser, som rent faktisk har potentiale til at være det helt store gennembrud inden for antiage. Forskningen er lovende, og man kan med det blotte øje se deres effekt på rynker. Industrien har da også taget stofferne til sig med kyshånd, og L’Oreal, Olay, Clinique og alle de andre lancerer produkter på stribe med peptider i. Det virker, man kan se det, og vi kommer til at se meget mere til det i fremtiden.
Niacanamid
Niacanamid er en interessant ingrediens, som vi desværre ikke ved ret meget om endnu. Niacanamid er udledt af B-vitamin og kan øge indholdet af ceramid og fedtsyre i huden. Den kan i teorien mindske rynker, ujævnheder, misfarvninger, forstørrede porer og meget mere, men igen mangler der forskning for at sige noget definitivt. Det er dog en meget lovende ingrediens med mange muligheder.
Argan-olie
Argan-olie er blevet markedsført som hemmeligheden bag marokkanske kvinders skønhed. Men der er mere i olien end god markedsføring. Den indeholder adskillige gode lipider, fedtsyrer og ikke mindst antioxidanter i bunkevis, og især den økologiske hudplejeindustri har taget stoffet til sig, og vi vil se meget mere til det i de kommende år.
Açai
Açai (billedet) er et lille bær med en dyb lilla farve, og det er rigt på højpotente antioxidanter. Det har et højere indhold af antioxidanter en nogen andre bær, vi spiser.Dette var kun fire stoffer, men der er mange flere. Innovation og udvikling af nye stoffer sender konstant nye ingredienser på markedet. Det, der dog ikke vil ændre sig, er det, som ingredienserne skal virke på. Ung hud er stadig det ultimative mål.
Læs også: -
En læge på hver krukke
Dr. Murad, Dr. Hauschka, Perricone MD. Det er de medicinske titler, der sælger hudpleje i disse dage, læger med egne hudplejeserier skyder op som paddehatte, og cosmeceuticals er det nye buzzword.
Hvor den ene halvdel af hudplejeindustrien er gået mod moder natur, er den anden gået mod højteknologi, og trenden er nu cosmeceuticals, hvilket vil sige en krydsning af cosmetics og pharmaceuticals - kosmetik og medicin. Fokus er på ingredienser med medicinsk effekt, og i spidsen for markedsføringen står en mand eller kvinde i hvid kittel med en doktortitel. Moderne kvinder og mænd vil have hudpleje, der virker, og vi er ikke blege for at betale for det.
The Wrinkle Cure
Perricone MD var en af de første på markedet. Da Nicholas Perricone, som ganske rigtigt er læge, skrev sin første bog ’The Wrinkle Cure’ efterfulgt af en række succesrige tv-optrædener, var en kassesucces skabt, og han har siden kunnet sælge produkter i 100-dollars klassen som vand i Sahara.
Perricone er blot en blandt mange. Herhjemme kender vi bedre Murad, Peter Thomas Roth og endda mærker som Dr. Hauschka og Dr. Scheller, der kombinerer natur og medicin i deres markedsføring.
Den hellige gral indenfor cosmeceuticals og dr.-mærkerne er anti-age. De sælger ungdom på krukker. Langt de fleste mærker har i hovedparten af deres produkter fokus på rynker, og det er i vid udstrækning det, markedsføringen er centreret om.
Så er der vel skrappere videnskabelig kontrol – eller?
Men kritikkerne står klar i kulissen. For begrebet cosmeceuticals, som også bliver flittigt brugt af producenterne selv, der heller ikke er nærige med andre referencer til den videnskabelige verden, leder forbrugerne til at tro, at der er skrappere videnskabelig kontrol med produkterne. At de på en måde kan sidestilles med den kontrol, der foregår inden for fremstilling af medicin.
Og her holder enhver lighed mellem medicin og kosmetik op. For ligegyldigt om man har en læge som direktør for firmaet og kalder sig cosmeceuticals, så er man kun et kosmetisk produkt, og der er ingen form for kontrol, der kan sammenlignes med et farmaceutisk produkt. Det er og bliver bare kosmetik, læge eller ej.
Det fik vi at sande med Dr A. Parsons og hans hudplejeserie Nimue. For ud over at Nimue ikke rigtigt havde den lovede effekt, så var Dr. A. Parson og hans medicinske titler af meget tvivlsom oprindelse, da det viste sig, at han måske slet ikke eksisterede eller hvis han gjorde, så refererede hans doktortitel under alle omstændigheder til en professortitel inden for et helt andet videnskabeligt felt.
Men derfor kunne hans navn stadig sælge produkter. -
Parabener kan give massehysteri
Katja Moikjær er journalist, cand.comm. og skønhedsblogger på Pudderdåserne.dk, hvor hun skriver kritisk, undersøgende og ikke mindst underholdende om skønhed, hudpleje og makeup.
På FashionForum.dk blogger Katja Moikjær om trends, tendenser og baggrund inden for skønhed og skriver alt det, de andre skønhedsmedier ikke tør skrive.Vi er blevet tudet ørene fulde af hormonforstyrrende og sundhedsskadelige effekter, men den alvorligste effekt af parabener, har de færreste hørt om – nemlig massehysteri.
Det, der startede som en enkelt italieners tvivlsomme rotteforsøg, har fået forbrugere til at gå i selvsving over angsten for de farlige parabener uden skelnen til videnskabelige facts og kedelige realiteter.
”Det skal være uden grimme ting, altså uden parabener og den slags” siger folk typisk, når de spørger mig om gode råd til sundheds- og miljørigtige produkter. Og ”uden parabener” er blevet et buzzword, der kan få selv den mest parfumeinficerede virkningsløse creme til at sælge bedre end vand i sahara.
Ingen parabener i De Stribede
Senest har Matas valgt at fjerne alle parabenerne fra deres egen stribede serie.
"Vi har valgt at gå med livrem og seler. Også selvom nogen synes, det er overkill," forklarer informations- og miljøchef Henrik Engberg Johannsen fra Matas.
Baggrunden er, at de stakkels parabener igen er havnet på en observationsliste i EU. De har efterhånden været på nogle stykker, men hver gang klarer de frisag.
Intet videnskabeligt belæg
For når vi kigger på de videnskabelige facts, er der i dag trods mange års undersøgelser stadig ikke videnskabelig belæg for at konkludere, at parabenerne er hormonforstyrrende. Det, der derimod findes, er ret klare beviser for, at i hvert fald to parabener, nemlig methyl- og ethylparaben er nogle af de sikreste og mindst allergifremkaldende konserveringsmidler, vi har.
For selv hvis man skal tage de noget luftige anklager mod parabenerne alvorligt, så skal man i den grad passe på ikke at smide babyen ud med badevandet. Anklagerne går nemlig på Propylparaben, Butylparaben, Isopropylparaben og Isobutylparaben. Methyl- og ethylparaben er blevet konkluderet helt sikre at anvende ifølge blandt andet ”Den Videnskabelige komite for forbrugerprodukter” i EU.
Sikre, gennemtestede og allergivenlige
Methyl- og ethylparabener er faktisk nogle af de sikreste, mest gennemtestede og mindst allergifremkaldende konserveringsmidler, vi kender. Og konserveringsmidler er en nødvendighed i moderne kosmetik, med mindre du vil have din lækre creme til at blive en sundhedsfarlig bakteriebombe indenfor kort tid.
Det efterlader os jo så med spørgsmålet om, hvad vi får i stedet for parabenerne? I Matas tilfælde er det en kombination af sodium benzoat (du kender det nok som Atamon) og phenoxyethanol. Dette er en relativ harmløs kombination, men der er to problemer ved denne parabeneforsagelse.
For det første er det et problem, hvis alle pludseligt anvender den kombination, da det vil øge befolkningens eksponeringen kraftigt og dermed risikoen for allergi.
For det andet har mange firmaer grebet til andre veje, for eksempel brugen af stærkt parfumerede naturlige æteriske olier som konservering, hvilket kraftigt øger risikoen for irritation og allergi, da vi ved at disse stoffer giver irritation og allergi.
Har du tænkt over alle de parabener du spiser?
Og som en sidste krølle på halen er det mig en kilde til evig undren at det fuldstændig har undgået dem, der forsager parabenernes ondskab, at parabener faktisk er et udbredt konserveringsmiddel i fødevarer. Men det hører vi aldrig om. Hvis nu parabener var så farlige, skulle vi så ikke hellere koncentrere os om alle dem, vi får gennem maden?
Se også: DEBAT - BØR MEDIERNE TRÆKKE SKØNHEDSJOURNALISTIKKEN I EN NY RETNING?Læs også: Læserne har ingen tillid til modebladene
-
Hvor er den kritiske sans?
Katja Moikjær er journalist, cand.comm. og skønhedsblogger på Pudderdåserne.dk, hvor hun skriver kritisk, undersøgende og ikke mindst underholdende om skønhed, hudpleje og makeup.
På FashionForum.dk blogger Katja Moikjær om trends, tendenser og baggrund inden for skønhed og skriver alt det, de andre skønhedsmedier ikke tør skrive.Kildekritik. Uafhængige eksperter. Selvstændig research. Fairness. Det er begreber, der er en del af pensum på første semester på landets tre journaliststudier. Danske journalister opdrages fra barnsben til at sætte selvstændigheden, uafhængigheden og den kritiske sans i højsædet.
Desværre efterlader de den igen i receptionen, når de træder ind ad døren til magasinforlag som Benjamin, Aller og Egmont og begynder at arbejde som skønhedsredaktører på dameblade som Elle, Eurowoman og Go’Beauty.
For det typiske dameblad i Danmark er kildekritik, uafhængighed og journalistisk fairness nemlig et ukendt fænomen.
Efterprøve alle oplysninger
”Det er fair journalistik at efterprøve alle oplysninger”, skriver Lise Lyngbye i sin artikel ”Fairness – ja tak men hvordan?” fra Mylenberg og Bros antologi ”Et løfte til journalistikken”. Hun har tydeligvis glemt at tilføje ”…undtagen hvis du skriver om skønhedsprodukter”.
Et par eksempler:
”Hvis pude og lagen dufter af Deep Sleep Dreamy Pillow and Body Mist med beroligende kamille og brystbær, vil din søvnkvalitet hæves”.
”Quercetin & Oak Night Cream – Økologisk og samtidigt højteknologisk creme, som øger hudens elasticitet og mindsker rynker”.
”Damage Remedy-linjen reparerer øjeblikkeligt skader og beskytter mod varmestyling”.
Dette er ikke taget fra reklamer, men er derimod tilfældigt redaktionelt indhold fra Elle i maj 2010. Ingen af udsagnene er efterprøvet, og ingen uafhængige kilder er blevet spurgt, om påstandene passer.
En troværdig drømmeverden
Damebladene er en glittet drømmeverden. Det er 10 minutters underholdning, mens man rører i sovsen. Men hvorfor kan en drømmeverden ikke formidle reelt og troværdigt indhold?
Min nabo er journalist på et blad for mænd og skriver om det, der må være den maskuline ækvivalent til kvindernes drømmeverden: Dyre biler. Men som han sagde til mig:
”Hvis jeg ikke skriver kritisk om bilerne, så er vores blad jo ikke troværdigt, og så gider vores læsere ikke købe det.”
Det, der er en selvfølge og et ideal i selv glittede bilmagasiner til mænd, har kvinder, der interesserer sig for skønhed, hudpleje og makeup, åbenbart ikke fortjent. Reel kritik på et videnskabeligt og fagligt korrekt grundlag er åbenbart for meget at forlange for fashionistaer. Det er ikke bare dumt, det er nedladende over for en læsergruppe, der stiller store krav til troværdig information på alle andre områder.
En anden vej: Realistisk skønhedsjournalistik
Men kunne man ikke forestille sig en anden vej? Kunne man forestille sig en skønhedsjournalistik, der rent faktisk efterprøvede påstandene om, at den sidste nye rynkecreme kan gøre dig ti år yngre på ti dage, eller at den sidste nye mascara kan ændre på måden dine øjenvipper vokser på?
”De tør ikke være så kritiske,” sagde en af de fokusgruppedeltagere, jeg har afprøvet denne idé på. Gruppen, som var sammensat af veluddannede kvinder på mellem 24 og 40 år, var begejstrede for tanken om kritisk skønhedsjournalistik. Men havde samtidig svært ved at forestille sig et så radikalt skift fra den traditionelle måde at bedrive skønhedsjournalistik på.
På bloggen Pudderdåserne.dk har jeg og min kollega Helene Randløv Hansson siden maj 2010 forsøgt at give kvinder troværdig og kritisk skønhedsjournalistik uden at miste underholdningsværdien. Med få grundlæggende redskaber såsom kildekritik og videnskabelige kilder har vi åbnet døren til en ny måde at lave skønhedsjournalistik på.
Målet har været at gøre op med den ukritiske lovprisning og i stedet skabe et medie for brugbare tips, råd og artikler om skønhed, som læserne kan stole på.
Nye redskaber fra en gammel bog
Det bizarre er, at det, der virker så selvfølgeligt for en journalist - de gode gamle dyder om troværdig journalistik - lige pludselig bliver helt nye redskaber. Hvorfor har skønhedsredaktørerne ikke for længst taget dem til sig? De blev indført med den liberale presseteori i det 19. århundrede. Nyheden burde være nået frem nu.
Er det fordi skønhedsredaktørerne ofte ikke har en journalistisk baggrund, men derimod er tidligere modeller eller makeupartister? Er det de store producenter og annoncekroner, der presser på for positiv omtale?
Pres fra producenterne – eller?
Jeg kan bare tage til efterretning, at i det halve år, Pudderdåserne.dk har haft kontakt med PR-folk og presseansvarlige fra skønhedsbranchen, har ingen af dem forsøgt at presse en bestemt holdning igennem hos os pånær et enkelt kiks fra Jane Iredale. Når jeg har kritiseret L’Oreals, Maybellines eller andres produkter, har deres PR-medarbejdere stadig sendt mig venlige mails og produkter til tests.
Noget kunne tyde på, at det er tid for skønhedsredaktørerne på damebladene at finde den kritiske sans frem. Hvis de da kan finde den nede i receptionen.
Dette debatindlæg er skrevet på baggrund af specialet ”Realistisk skønhedsjournalistik - fra dameblad til pudderdåse”, hvor forfatteren undersøger troværdigheden af den eksisterende skønhedsjournalistik, og hvordan en ny form for realistisk og kritisk skønhedsjournalistik kan skabes.
Foto: Louise Houmøller Olesen
