Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Hummel og Haribo sammen om vingummiduftende sneakers

Hummel indgået samarbejde med slikfabrikanten Haribo.
Hummel indgået samarbejde med slikfabrikanten Haribo.

Guldbamser? Labre Larver? Piratos? De fleste af os har en favorit, når det kommer til Haribo-slik og kan genkalde os duften deraf i søvne. Dét ved hummel, og derfor har de nu indgået samarbejde med den ikoniske slikproducent. Om sneakers, der dufter af de kendte søde sager. Simpelthen.

Henning Nielsen, marketingsdirektør for hummel, fortæller til FashionForum.dk om tankerne bag:

”Hummel er som innovativ modevirksomhed konstant på udkig efter at skabe fornyet energi og kant til hummels brand. Derfor søgte vi et samarbejde med karakter," siger han og fortsætter: 

”Vi så en mulighed i Haribo, da Haribo ligesom hummel er et old school-brand, som har formået at holde fast i sin brandidentitet og sit retrodesign, men som samtidig har et overraskelseselement i sig,” fortæller Henning Nielsen og tilføjer:

”Desuden var Haribo interessant ud fra en designvinkel.”

De nye sko er en genfortolket udgave af hummels klassiske ’Stadil High’-sko, blot svøbt i motiver fra Haribos mest legendariske slik – Guldbamser, Piratos og Rotella.

Mere end blot et designudtryk
Hummel ønskede at udvikle et koncept, som var mere end blot et innovativt designudtryk – deraf kom ideen, som øjeblikkeligt adskilte hummel fra andre skobrands:

”Vi ønskede at tilføre kollektionen et sjovt twist og kom dermed på ideen omkring, at skoens sål skulle dufte af det stykke slik, som skoen repræsenterede. Det var vigtigt for os, at kollektionen udnyttede så mange som muligt af brugerens sanser,” fortæller Henning Nielsen.

Udsolgt på rekordtid

Skoene er designet til både kvinder og mænd og forhandles allerede nu i storbyer som bl.a. Paris og Barcelona. Den 17. juni lanceres kollektionen herhjemme i København og Århus.

”Vi blev positivt overraskede over, hvor hurtigt skoene blev udsolgt,” fortæller Henning Nielsen og uddyber:

”Vi har kun mødt positiv respons fra udlandet, især fra udenlandske bloggere, som skriver om skoene. Det er en tendens, som jeg også forventer at se i Danmark, da Hummel og Haribo er endnu mere kendte brands herhjemme,” fortæller Henning Nielsen.

En årsag til succesen skal ifølge Henning Nielsen findes i kombinationen af ’den gode historie’ og et produkt af høj kvalitet. Det er der nøglen til kollektionens popularitet skal findes, understreger marketingsdirektøren, der ikke vil afvise en potentiel fremtidig gentagelse af succesen:

”Vi er meget glade for samarbejdet med Haribo og et fælles tiltag i fremtiden kan ikke udelukkes.”