Else Skjolds blog
-
Da medierne afslørede modebranchen - 2. del
I løbet af modeuge præsenterede medierne to sensationelle historier om modebranchen, nemlig historien om underernærede modeller (DR), og historien om at der foregik ubetalt arbejde under modeugen (Politiken). Imidlertid manglede der efter min mening betydelig indsigt og perspektivering i begge disse ‘afsløringer’. Man kunne godt mistænke at dette skyldes en ofte meget overfladisk betragtning af modebranchen som ond, udspekuleret og kynisk, en branche der traditionelt af intelligentsiaen er opfattet som klassens dumme dreng, kapitalismens yndlingslakaj, med et grumt menneskyn og en betændt moral. Det er derfor desværre lidt letkøbte argumenter der stilles frem, som forplumrer debatten omkring de reelle problemer, der rent faktisk er i branchen.
Læs afsløring nummer et her.
AFSLØRING NUMMER TO
Modebranchen bruger gratis arbejdskraft under modeugen. Fagbevægelsen er forarget, og Politiken-journalisten skruer godt op for retorikken når han afslører den dunkle sandhed bag ‘det glamourøse kind-kysseri’.
Problemet er bare, at havde man ikke entusiastiske, unge mennesker som vil bruge et par dage om året på at klæde modeller på til shows, så havde man ikke halvdelen af de shows, der præsenteres til modeugen. Det er nok omtrent den mængde af designere, der er repræsenteret, som vi elsker at bryste os af, fordi de tager chancer og bliver hypet i medierne, samtidigt med at de kæmper for bare at få en anstændig løn selv og holde kreditorerne for døren.
Man ville for eksempel heller ikke have en Roskilde Festival, dj’s på barer og spillesteder, små kunstgallerier, eksperimenterende teatre, unge fremadstormende bands eller eksperimenterende film, hvis ingen unge måtte arbejde gratis i deres fritid. Kulturindustrien er i høj grad passionens industri, og her starter alle som gratis-arbejdende, til de en dag måske opnår en status hvor de kan tjene penge på det, de laver.
Derfor er det også problematisk, at gratis arbejde under modeugen bliver problematiseret, fordi det ikke er her, problemerne i modebranchen befinder sig.
Her fra Designskolen Kolding sender vi hvert år studerende ud i en virkelighed, hvor de ofte vil leve mange år, eller resten af deres liv, med r..en i dagpenge-vandskorpen, en virkelighed med et voksent liv uden pension og bil og fast indtægt, fordi drømmen angiveligt bærer lønnen i sig selv.
Jeg taler ikke kun om de, der starter egen lille virksomhed og kæmper for at etablere sig selv, men også om en virkelighed hvor der arbejdes gratis i mange, mange virksomheder, mod måske at få noget tøj. Hvor man bliver bedt om at lægge ud for materialer og aldrig får pengene tilbage, samtidigt med at man må have andet arbejde oveni for at betale sin husleje. Eller hvor man som ‘rigtigt’ ansat forventes at arbejde 80-90 timer om ugen for en løn, mange ville grine ad, også når man etablerer familie.
Vel at mærke uden mulighed for at avancere ved hjælp af efteruddannelse eller ved at rykke højere op i hierarkiet i virksomheden. Hvor man slider sin arm op på få år foran CAD-tegneprogrammet, og bagefter reelt står uden jobmuligheder inden for ens eget område. Hvor man fratages retten til at bruge sit eget navn, fordi man bliver snydt gennem kyniske kontrakter. Dette er selvfølgelig ikke hele virkeligheden, og mange steder går det nogenlunde ordentligt for sig, men desværre er der lidt for mange eksempler på det modsatte.
Problemet i modebranchen er langt større, end at der er nogle som arbejder gratis under modeugen. Det er, at der er meget lidt fællesskabsfølelse eller solidaritet, som der for eksempel er inden for arkitektfaget, hvor man sammen aftaler og overholder en fælles nedre løn- eller arbejdstidsgrænse. Man kunne måske endda forsigtigt hviske, at det kunne skyldes, at mode i høj grad er et kvindefag, hvor man passer alt for lidt på sig selv og knokler løs uden at tage sig ordentligt betalt for det.
Det er her, den virkelige problematik ligger. De unge som har arbejdet gratis en til to dage for at få adgang til en VIP-fest, et glas champagne og noget hårlak - de skal nok klare sig. -
Da medierne afslørede modebranchen - 1. del
I løbet af den forgangne modeuge præsenterede medierne to sensationelle historier om modebranchen, nemlig historien om underernærede modeller (DR1), og historien om at der foregik ubetalt arbejde under modeugen (Politiken).
Imidlertid manglede der efter min mening betydelig indsigt og perspektivering i begge disse ‘afsløringer’. Man kunne godt mistænke, at dette skyldes en ofte meget overfladisk betragtning af modebranchen som ond, udspekuleret og kynisk, som en branche, der traditionelt af intelligentsiaen er opfattet som klassens dumme dreng, kapitalismens yndlingslakaj, med et grumt menneskyn og en betændt moral. Det er derfor desværre lidt letkøbte argumenter, der stilles frem, og som forplumrer debatten omkring de reelle problemer, der rent faktisk er i branchen.
AFSLØRING NUMMER ET
I DR1’s “Bag facaden: Syge modeller” blev det etiske charter, som blev indgået mellem Danish Fashion Institute og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selskade (LMS) i 2007 udlagt som en gang varm luft, som dækker over, at modebranchen i virkeligheden er ligeglad med, om ganske unge piger får svære psykiske og fysiske skader, fordi modelbureauerne ignorerer deres synligt ikke-sunde tilstand. Der blev i programmet lagt vægt på hvordan ingen af modellerne havde naturlige, kvindelige former, men kun præ-pubertære, benede kroppe, som de blev tvunget til at vedligeholde gennem deres kontraktlige forpligtelser.
Det er helt åbenlyst, at der stadig er store brister i den måde, modelagenturerne opererer på i forhold til specielt de meget unge piger. Det er et stort, stort ansvar at tage vare på teenageres sårbarhed og deres ofte indædte ambitioner om at opnå det perfekte, og det lader ikke til at agenturerne kan styre, hvad der foregår, trods deres angivede gode intentioner.
Vel er det rigtigt at ganske få piger rent faktisk besidder idealmålene uden at gøre sig store anstrengelser og ikke har noget problem med at blive behandlet som et objekt, fordi de har deres ballast i orden. Problemet er jo imidlertid resten, som ofte skjuler en dramatisk sundhedstruende spiseforstyrrelse for både agenter og omverden.
Hvad jeg dog manglede akut i programmet, og generelt i diskussionen omkring tynde modeller og deres spiseforstyrrelser, er en perspektivering, der falder tilbage på dels pigernes forældre, dels de succeskriterier og idealer vi har i vores samfund, som spejles direkte i disse piger.
For det første: Hvad er det for nogle forældre, som vælger at lukke øjnene for‚ at deres 13-14-årige piger ikke indtager den føde, som er nødvendig, for at de kan udvikle deres kroppe naturligt. Som vælger at ignorere alle alarmsignaler såsom udeblivende menstruation, unaturlig behåring på grund af ubalancer i hormonsystemet eller simpelthen bare en undervægt så grel, så det tangerer noget livsfarligt?Jeg ved udmærket hvor stædige, indelukkede og deterministiske teenagere kan være, men er man under 18 år, er man stadig ikke myndig, og derfor er det også forældrenes ansvar at kigge kontrakter igennem eller at sørge for, at uheldige episoder hos agenter og fotografer og stylister ikke gentager sig. Men lur mig om ikke mange forældre, og især mødre, er så forblændede af deres egne ambitioner omkring deres barns modelstatus, at de vælger at se væk. Skulle modelagenturerne blive bedre til at tage forbehold for dette? Ja, det mener jeg absolut. Men de kan ikke have fuld kontrol over hvad unge piger gør uden forældrenes aktive medvirken.
For det andet: ligesom vi har de politikere, vi fortjener, har vi også de skønhedsidealer, vi har fortjent. Dette bestemt ikke for at sige, at modelagenturer, designere, stylister og modeblade ikke har noget ansvar i denne sag, for naturligvis har de det. Men det kan kun være udtryk for en, undskyld mig, meget naiv tiltro til modebranchens magt at påstå, at den skulle kunne danne disse skønhedsidealer helt adskilt fra det øvrige samfund.For hvad er det egentligt, vi hylder i vores kultur? Ungdom. Ungdom er godt, alder og erfaring er dårligt. Det tøj, der hænger på de fleste modellers kroppe, ligger i en prisklasse, der henvender sig til voksne kvinder. Men voksne kvinder vil gerne spejle sig i ungdom. Derfor sælger det at vise modeller med tynde bambi-ben, uskyldige øjne og trutmund.
Vi kan generelt ikke forlige os med vores egen alder, specielt ikke hvis den er mere end 20+. Vi har et samfund, hvor vi fyrer folk over 50 år, fordi de ikke er ‘omstillingsparate’ nok, mens unge bliver ansat fordi de har ‘friske idéer’. Vi er så hysterisk ungdomsfikserede, at vi forventer at kunne drikke os i hegnet hver- eller hver anden weekend, motionere mindst tre gange om ugen, så vi kan holde vores kroppe unge og slanke, lave økologisk mad fra grunden, så vi hindrer ældning, have fuldtidsjob og to-tre sideprojekter, som vi bare ‘går og drømmer om’ for at realisere os selv, og samtidigt have de ideelle to børn og et heftigt sexliv.
Skal man nå alle disse ting, er det vigtigt at være i absolut kontrol. Hele tiden. Det er ikke så anderledes en tilstand, mange af os befinder os i, end teenageren, som vælger at komme i absolut kontrol over sin krop ved at sulte sig. Man bringer orden i kaos, man styrer det. Derfor er det ikke tilfældigt at ekstremt tynde piger i vores kultur beundres af deres veninder, mens overvægtige af mange er blevet kaldt 'vor tids negere', fordi de fraviger normerne for, hvad vi anser for skønt og rigtigt.
Vi lever også i et samfund, der er ekstremt visuelt, og som bygger på korte møder, korte ansættelser, og det at ‘være på’. Fjernsynet er fyldt med ‘bliv-stjerne-på-en-aften’ serier, og tabloid-pressen har kronede dage på at vise os billeder af de kendte og tilsyneladende perfekte mennesker. Er det så svært at forstå, at det er nemt som ungt menneske at miste fodfæstet og tro på for alvor, at hvis bare ydret er perfekt, så er alt perfekt? At hvis bare man er tynd og er i kontrol, så er man god nok?
Naturligvis har modebranchen et kæmpe ansvar i forhold til de unge modeller. Men vi skal altså også huske, at de skønhedsidealer vi har er en forlængelse af den måde, vi har valgt at omgås hinanden på. Hvorfor er der ingen journalister, der tager fat på den problematik? Tror de vi har for svært ved at forstå mere end en sort-hvid problematik hvor der udelukkende er gode og onde mennesker?
-
Hvor er designernes stemme?
Hermed lidt nyt fra forskningens verden, hvor vi trods manges opfattelse rent faktisk også beskæftiger os med den virkelige verden!
Som i går, hvor jeg var facilitator for en workshop i forbindelse med forskningsprojektet “Danske modedesigneres karrierer”, som er ledet af lektor Lise Skov i regi af forskningsprogrammet ©reative Encounters.
I projektet har man interviewet modedesignere fra TEKO, Danmarks Designskole og Designskolen Kolding, som er uddannet i hhv. 80’erne, 90’erne og 00’erne, omkring deres vej igennem modedesignerkarrieren. Rapporten er netop nu ved at blive formuleret, og vil udkomme senere i år.
Noget af det, der slog mig, var, hvor dygtige designere er til at se utroligt realistisk på modeproduktionen og dens vilkår, og alligevel tænke kreativt og visionært. I går hørte jeg nogle stemmer berette om modebranchens ofte barske realiteter, og om hvordan det hele ville se ud, hvis designerne selv fik lov at bestemme. Her var lige præcis det, branchen går og sukker efter, nemlig innovative ideer omkring ledelse, arbejdsforhold, organisation af branchen, kvalitetssikring, branding af dansk mode på globalt plan, og nye ideer til bæredygtig produktion. Designerne jeg mødte her var hverken udknaldede, urealistiske eller økonomisk uansvarlige, hvilket designere ellers ofte får skyld for at være.
I hvert fald hvis man spørger aktører i modeindustrien, som eksempelvis i rapporten fra Danmarks Designskole “Om samarbejdet mellem danske designuddannelser og erhvervslivet” (Julie Sommerlund, 2010), eller i rapporten “Mode, Medier og Kultur” (DAFI/Lead Agency 2010). Her fremgår det at man i industrien generelt mener, at modedesignere er for dårligt uddannede. Specielt fremhæves det ofte, at modedesignere ikke har nogen realistisk sans, samt at designuddannelserne skulle tage at få noget mere undervisning i forretning, i branding, i produktionsforløb, i IT, ja, listen er lang over hvad man mener der mangler i uddannelsen.
Dette billede gælder ikke kun for Danmark. Da jeg i 2006-2007 rejste rundt på designskoler i USA, England og Holland i forbindelse med min rapport om forskning i modedesigneruddannelsen (Skjold 2008) var det samme historie jeg hørte overalt: Læseplanerne havde fået vokseværk. Flere og flere fag skulle implementeres i uddannelsen, på grund af nye krav i industrien. Igen og igen, på bekostning af undervisning i det, de studerende var kommet for at lære: at designe tøj, at lære håndværk, at udvikle idéer.
Jeg vil gerne her stille det spørgsmål, om man fra officielt hold gør sig det klart, hvad denne udvikling betyder. Designuddannelserne er på ingen måde blinde for at nye tider kræver nye kompetencer, og at en uddannelse må være i konstant udvikling. Vi konstaterer bare, at det der skæres i er talentudviklingen og håndværket. Selvom vi kæmper imod så bravt vi kan, sker det igen og igen og igen.
Måske skulle vi bare holde op med at holde fast i, at vi gerne vil uddanne designere som er gode til at udvikle unikt design, nye ideer til bæredygtighed i modeproduktionen, eller bare smukt forarbejdet design med høj kvalitets-standard. Hvorfor dog bruge tid på det, når de studerende alligevel skal ud i en virkelighed, hvor disse kompetencer øjensynligt ikke værdsættes.
Hvor modevirksomheder ikke giver plads til udvikling og kreativitet, fordi de ofte ganske simpelt er underuddannede i, hvordan man leder kreative mennesker, som det også antydes i rapporten “What’s Coming” fra TEKO (2009).
Hvor alle taler om at vi skal brande dansk mode og knytte vores håb om økonomisk fremtidssikring til kreative brancher som netop modebranchen.Jeg vil gerne her spørge om, hvad er det lige præcis man har tænkt sig at brande, hvis der ikke mere er plads til kreativiteten på de danske modeuddannelser. Og da slet ikke når man først er ude i branchen. Problemet er jo, at kreativitet og innovation kræver tid, udvikling af ledelse og medarbejdere, og accepten af at der kan begås fejl. Disse ting synes der desværre ikke plads til i modebranchen. Der er mange flotte tanker, men ingen handling bag.
I den forbindelse undrer det mig, at designernes stemme ikke synes at eksistere i debatten om dansk mode. De har ellers meget at byde på. -
Ro i økonomien på Designskolen Kolding
Efter et ærefrygtindgydende lobbyarbejde på ministerielt plan er det sidste uge lykkes Elsebeth Gerner at sikre Designskolen Kolding en ekstra bevilling på over 10 mio. kr. fordelt over de næste fire år.
Baggrunden for bevillingen skal ses i to faktorer. Dels har DK gennem en lang årrække fået 10.000 kr. mindre pr. elev end Danmarks Designskole, når man fraregner en række driftsomkostninger som forventeligt er større i København end i Kolding. Denne forskel har ikke haft nogen officiel begrundelse, og er foregået uden skelen til, hvad der rent faktisk leveres af kvalitet fra både undervisere og afgængeres side på de respektive institutioner.
Denne forskel er nu udlignet, således at begge institutioner har nøjagtigt samme budget pr. studerende.
Ydermere er begge designskoler efter årelange forberedelser begge blevet akkrediteret universitetsstatus, hvilket vil sige at de nu selv kan uddanne kandidater på universitetsniveau samt principielt have retten til at indskrive forskere hos sig selv. Det kunne de ikke før, forskere på de respektive skoler har skulle være tilknyttet forskerskoler andetsteds. Man har som institution eksempelvis ikke ret til at forvalte Ph.D.-uddannelser, når man ikke er godkendt til at gøre det. Det er man nu.
Forskning er godt og bidragende til en masse aspekter på designskolerne – det skal jeg jo synes – men det er også lønmæssigt tungt, i forhold til da man alene havde faglærere ansat. Dette har der ikke været kompenseret for på designskolernes budgetter. Det vil sige, at begge skoler har være påtvunget at opstarte forskning som har kostet andre steder, fordi der simpelthen ikke har fulgt ekstra midler med forskerstillingerne.
Dette er nu også slut, idet begge designskoler får bevillinger som tilsvarer arkitektskolernes, da disse længe har haft universitetsstatus.
Hurra fordi vi ikke længere skal få 2+2 til at give 5, 6, 7 eller 10 i Kolding.
-
Vågn op og se, hvad folk har på!
Dette blog-indlæg er Else Skjold's oplæg til diskussion i forbindelse med symposiet MODE | MEDIER | KULTUR, afholdt af Modezonen/FashionForum.dk d. 1. september på Kunstindustrimuseet. Diskussionen handlede om modens rolle i kulturøkonomien, herunder opbygningen af kritisk masse i den danske modebranche, og modestoffets karakter og placering i diverse medier.
Danmark er en ung modenation. Først i 1990’erne, da de skrev i Vogue, at ‘nu kommer vikingerne’, mener jeg, at vi for alvor begyndte at have en egentlig modeprofil, der rakte ud over vores eget lands grænser. Det var her, vi vågnede som modenation, og her vi begyndte at arbejde seriøst på at positionere Danmark på modens verdenskort.
Mange af de ting, som karakteriserer etablerede modecentre, har vi simpelthen ikke bygget op endnu. Vi har ikke noget magtfuldt syndikat, som de har i Paris, eller magtfulde moderedaktører som i New York. I stedet har vi en del aktører, som stadig positionerer sig i forhold til hinanden, hvilket bestemt ikke altid gavner nogen fælles sag.
Heller ikke opbygningen af kritisk masse omkring mode fungerer altid i samlet flok og uden børnesygdomme.
Så når vi i dag skal diskutere modens rolle i kulturmedierne i Danmark, så mener jeg at den diskussion kun udgør toppen af et isbjerg, der lige nu er så fragmenteret at der snarere er tale om en række løsrevne isflager uden megen forbindelse til hinanden. Kort sagt, der flyder alt for meget viden ned mellem forskellige stole til, at modefeltet kan få den tyngde i det offentlige rum som jeg mener det fortjener.
Og hvorfor fortjener moden så det? Er mode måske kunst?
Nej, mode er ikke kunst, og jeg mener diskussionen er ufrugtbar. Selvom haute couturens fader, Charles Frederick Worth, lånte signaturen fra kunstens verden og satte den i nakken på sine kjoler for at skifte status fra celebrity-skrædder til stjernedesigner, så spiller moden efter andre konventioner end kunsten. Helt centralt er en af kunstens væsentligste konventioner, at den ikke har en brugsfunktion. Det har derimod mode, for mode er design, og design spiller i feltet mellem funktionel brugsgenstand, kunstnerisk udtryk og salgsprodukt. Hermed bestemt ikke sagt at mode ikke har potentialet til at være et særdeles kraftfuldt kunstnerisk udtryk, der fuldt på linje med andre kunstneriske områder kan skabe billeder på vores kultur.
Men hvad er mode så, hvis det ikke er kunst?
Man kan vælge at se mode som modeproduktion, i dette tilfælde dansk modeproduktion, det vil sige to kollektioner om året, designer x som bliver hypet og næsten er verdensberømt, bliver det mon nu lilla eller gult til næste sommer, og hvor mange gæster kom der på messen i forhold til sidst.
Jeg personligt har altid været fascineret af hvad man kunne kalde hverdagens modeshow, af alle de ting vi gør, når vi tager vores kulturelle skind på for at møde verden, hver dag. Moden har jo ikke bare ét system, men mange parallelle systemer, om det er ‘os som går i tøj fra Føtex’, ‘os som går i musthave-kopimode’, ‘os som går i genbrugstøj’ eller ‘os som betaler 45.000 kr. for en taske’. På den måde mener jeg faktisk at mode inkarnerer helt grundlæggende modernistiske værdier, nemlig at stræbe mod det nye og næste og forkaste det gamle, at være refleksiv og ikke stivnet i sin opfattelse af sig selv og hvor man hører til, og ikke mindst at kommunikere det visuelt.
Modens kulturelle værdi ligger i, at tøj dramatiserer og iscenesætter vores liv og vores verden, og det er vanvittigt spændende. Åbn dog øjnene og se, hvad folk har på!!! -
Kan den kreative proces sættes på formel 2
Kravene til modeuddannelserne er, med den udvikling der har været i modebranchen gennem de sidste 10-20 år, blevet flere og flere, hvilket TEKO-rapporten belyser ganske glimrende. Gennem 32 kvalitative interviews med folk fra den danske modebranche danner der sig et billede af, hvilke krav der stilles til de færdiguddannede designere, og TEKO giver gode bud på, hvordan man kan møde udfordringerne. Det der er tankevækkende er, hvor mange forskellige kompetencer de designuddannede forventes at kunne mestre, og hvor mange af dem der handler om alt det “udenom” selve det at kunne designe, såsom kommunikation, kreativ ledelse, viden om strategi, it-kundskaber, begrebsforståelse m.m. Samlende er dog det, at “..der skal findes en model, som ikke slukker lyset i designeren”(s.3). Og her har TEKO fat i noget, som er meget meget vigtigt, og som også har været målsætningen på Designskolen Kolding, hvor jeg selv arbejder.
Som Nikolina Olsen-Rule beskriver det i sin artikel, er der sket et paradigme-skift fra traditionel produktion mod kommunikation og iscenesættelse, hvilket har ledt til en udbredt opfattelse af, at mode i dag har en mere immateriel end materiel karaktér. Det har haft den konsekvens at modeuddannelserne, ikke blot i Danmark men også i store dele af den vestlige verden, har udvidet læseplanerne med teknisk opdatering, samt økonomisk og akademisk teori. Dette er først og fremmest sket i takt med outsourcingen af produktion til ikke-vestlige lande, hvilket angiveligt efterlader os med idé-udvikling og teknisk formidling til fabrikker i mindre udviklede lande. Designskolerne skal følgeligt både være designskoler, universiteter og handelsskoler på én gang. Dette afspejles ved at læseplanerne har fået vokseværk, således at der på mange uddannelser bliver stadigt mindre tid til at lære det, de studerende egentligt kom for, nemlig at lære at designe tøj.
Dette er et stort problem som giver konkrete udslag i modebranchen, også i Danmark, hvor vi i en årrække har foregøglet os selv at vi kunne blive verdens 5. Modeklynge. Denne opfattelse blev der sat skår i efter sidste modeuge, hvor man i New York Times beskrev størstedelen af vores shows, med ganske få undtagelser, som “a sea of commercial shows where the nylon-polyester blends practically screamed “keep away from flame” (T Magazine, 15.2.2010). Denne lidet flatterende anmeldelse, som måske ikke er 100% retfærdig, belyser nøjagtigt den problematik, som TEKO-rapporten også peger på, nemlig at know-how omkring materialer og forarbejdning forsvinder fra den danske modeindustri i takt med at ældre medarbejdere går på pension.
Før vi begyndte at out-source, hvilket helt sikkert var et nødvendigt skridt at tage, var Danmark et produktionsland. Det er klart at vi ikke kan vende tilbage til den tid, men hvis vi smider al den viden ud de kommende år, så er dansk mode i fare for at blive en gang brandet pif-paf-puf med lynlåse der hænger og dingler hvor de ikke skal, tøj som kun kan sidde godt på en str. 34, og et fattigt materiale-vokabularium. Hvilket altså rent faktisk også ses til de danske modeuger. Derfor er det så vigtigt at holde fast i, at modeuddannelsen først og fremmest uddanner designere, som så bare i dag skal have nogle andre redskaber ved hånden end de havde før i tiden.
Konsekvensen af en sådan tankegang er at man begynder at tænke andre discipliner som akademisk eller økonomisk teori ind i research-fasen før en kollektion, at man i stedet for at gøre designere til generalister som kan lidt af hvert i stedet styrker den faglighed de har i forvejen og udvider paletten, så at sige. Dette gør det at læse sociologisk teori om modesystemet, eller markedsundersøgelser, eller analyser af produktionskæder, til en øjenåbner og et bidrag til en kreativ proces, frem for at være irriterende kampesten på vejen, fordi man jo egentlig havde valgt at blive designer og netop ikke akademiker eller entreprenør. Derved åbnes døren også til nytænkning, for ved at finde den rette formel til at kombinere business, viden og kreativitet med en solid platform i egen faglighed kan der tænkes nyt indefra faget selv.
Her kommer vi frem til spørgsmålet om innovation versus kreativitet, for de to ting er absolut ikke det samme. Designere er uden tvivl meget kreative mennesker, og det skal de være for at fortolke trends og tendenser i kollektioner, som meget gerne skulle kunne sælges. Men i grunden er modebranchen en meget konservativ branche, sat i et stramt system af trendbureauer, pr-bureauer og modepresse der altsammen gør, at der bliver meget lidt tid til egentlig innovation. I alt for mange modevirksomheder bliver horisonten lige præcis så høj som hen til næste afsending af ordrer til Kina, og det er synd. Tør man åbne op for et opdateret og udvidet syn på hvad modedesign er, endsige tænke langsigtet, så er rammen for innovation skabt. På uddannelsesplan er den vigtigste forudsætning for at skabe rammer for innovation at skabe langtidsholdbare samarbejder og vidensdeling mellem de forskellige institutioner og modeindustrien, så man taler fra hver sin faglighed, men finder gode fælles platforme at få nye tanker fra hinanden i. Derfor er det så vigtigt, at man ikke fjerner vævene, strikmaskinerne eller silketryksrammerne fra designskolerne i et forhippet forsøg på at følge med tiden, for så er der nemlig ikke noget tilbage at tale fra, og dermed ikke noget at innovere i.
