De rigtige eksperter 2.
Ane Lynge-Jorlén
Når eksperttitlen demokratiseres, udvandes både modekultur og mediepraksis. For hvis ikke der er nogen til at sætte barren, som ved mere end en selv, kunne vi lige så godt lukke universiteterne, de journalistiske højskoler og designskolerne og håbe på, at staten køber aktier i Google i stedet for at støtte vidensinstitutionerne.
Alle fag bygger på en kultur, som blandt andet består af viden om faget og feltet, dets historie og praksis. Kvalifikationer kommer med viden om faget, erfaring og talent. Når man for eksempel læser en nyhedsartikel i et dagsblad, skal man som minimum kunne forvente, at uddannelse, research og formidlingsmæssig indsigt i genren er gået forud for artiklen, som en kvalitetssikring af både indholdet og formidlingen. Men hvis avisformidling ikke var kvalitetssikret, og hvis ikke formidlerne vidste mere end læserne, kunne læsernes Wikipedia-viden være lige så god som formidlernes. Det er netop udfordring og indsigt eksperten bidrager med, og det er med til at udvikle fagets kultur. Det er her meget modeblogging kommer til kort. Dette er ikke en general afskrivning af modeblogging, men en kritik af den ivrige og undergravende copy’n’paste og selviscenesættende blogging, der præger meget af modens mediering.
Mode bliver desværre betragtet som ”blødt stof” og bliver ikke taget lige så seriøst som nyhedsstof eller andre kulturområder med en højkulturel historie. Filmmediet var også underlagt store kulturdebatter og blev set ned på som en mekanisk reproduktion af virkeligheden, indtil det i 1960erne endelig fik kulturstatus – i dag ville ingen tage en ukritisk filmanmeldelse seriøst. Men vi har ikke en solid tradition i Danmark for seriøs dækning af mode af kvalificerede folk, der ved, hvad de taler om. Udover Berlingske Tidende og Børsen skal man lede langt og ihærdigt efter seriøs og kritisk modedækning, for det er hverken blevet prioriteret fra mediernes eller uddannelsesinstitutionerne side. Vi har derimod mængder af bloggere, der ivrigt fylder mediehullet ud. Og det er en skæv fordeling.
Problemet i Danmark er, at vi med gode intentioner, som ”ihh og åhh Danmark er en modenation”, glemmer modeformidlingen. Hvis modedesignere kun bakkes op af ja-sigende modeformidlere, undergraves ambitionerne for dansk mode. Designere og deres pressekontorer skal ikke forvente et heppekor, hver gang de har lavet en ny kollektion, åbnet en butik eller lavet et samarbejde med en skoproducent, men imødekomme kritik. Hvis ikke danske modeformidlere vover pelsen, er der risiko for, at modeformidling bliver en ligegyldig og stagneret disciplin, og dansk mode bliver en trist størrelse, hvor alle meninger er ligeværdige og ligegyldige, intet er helligt, og alle er venner med hinanden. Så lad dette ikke bare være en opsang til modebloggere med noget på hjerte, men til danske mediers modedækning generelt.






Kommentarer
24 MARTS 2010 ModeMensch
Kære Ane,
Tak for debatskabende indlæg i føljetonen om modejournalistikkens tilstand.
Kommentar til dig her:
http://modebevaegelsen.dk/modebloggere-truer-modeeksperterne
///
18 JUNI 2010 Christian Dissing Haugstrup
yes is more...
1 NOVEMBER 2010 Maria Messmann
Kære Ane.
Tak for dine inspirerende tanker om mode og formidlingen heraf. Jeg er (desværre) enig i, at mode (endnu) ikke er på samme intellektuelle højder, som politik og økonomi. Jeg tror, at en stor del af forklaringen skal findes i, hvordan den etablerede modeverden ser ud idag. Mange efterlyser refleksioner og analyser af mode på et fagligt højt niveau, men i hvilke sammenhænge skal de indgå?
Modeuniverset i Danmark består idag af forskellige modevirksomheder, modemagasiner, PR-bureauer, trendbureauer og ikke mindst modebloggerne. Disse aktører sætter tilsammen niveauet for hvordan mode omtales og debatteres.
Desværre bliver mode ofte omtalt udfra "hvad vi ser", hvilket betyder, at enhver med øjne i hovedet kan komme med udtalelser omkring mode og hvordan moden tager sig ud.
Hvis mode istedet blev diskuteret op imod andre fag, såsom psykologi, sociologi og filosofi, ville vi se en helt anden debat og ikke mindst på et helt andet niveau. Problemet er bare, som tidligere nævnt; Hvem er det præcist der ønsker denne diskussion og i hvilke sammenhænge? Jeg er personligt klar til at hæve niveauet og støtter i høj grad op om tiltag som "Fashionforum". - Maria.
15 JANUAR 2011 Katja Moikjær
Jeg er meget enig. Problemet er bare, at det ikke ser ud til, at magasinerne har tænkt sig at hæve debatten på nogen måde. Det er det samme tynde sjask hver gang, hvilket resulterer i det gennemgående skær af utroværdighed, der hænger over magasinerne, hvilket jeg også fik bekræftet i min undersøgelse af skønhedsjournalistikken her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/realistisk-skoenhedsjournalistik-fra-dameblad-til-pudderdaase
Vi er i en situation nu, hvor jeg mener, det bliver bloggerne, der kommer til at hæve niveauet. Især på skønhedsområdet ligger bloggerne, i al beskedenhed mig selv inklusive, på et langt højere niveau, end damebladene har nogen ambitioner om at være.
En del af problematikken skal i mine øjne også findes i de ansvarlige mennesker på modebladene. Uffe Buchard taler om, at "hvis bare det var journalister, der bloggede", men det er jo ikke engang journalister, der arbejder på modebladene. Modestoffet og især skønhedsstoffet bestyres af tidligere makeupartister, modeller, stylister og lignende og slet ikke mennesker med samme kritiske og metodiske tilgange til emnet som journalister og lignende.
Hvem skal i sådan en situation hive formidlingen på på et højere niveau hvis ikke blogs som din og min?