De rigtige eksperter

Tak for en konstruktiv og bestemt nødvendig kritik af modeblogging. Det er virkelig godt at læse en ærlig og tiltrængt refleksion over emnet.
Nu er det selvfølgelig ikke kun en kritik af os, men modeblogs som en tendens. Men da der bliver generaliseret ret voldsomt i din artikel vil vi gerne svare på egne vegne.
Hvis der er et prædikat vi fra starten har forsøgt at frasige os selv og vores blog må det netop være ekspertprædikatet. Og i tilfælde af at læsere og branchefolk ikke per automatik forstår dette via vores uhøjtidelighed og umiddelbare/kortfattede formidling har vi forsøgt at dække os ind med følgende disclaimer under ”about” på bloggen:

"Anywho aren’t experts, journalists nor arbiters of taste, but merely write about fashion seen from their taste, view and aesthetics.
The contents of Anywho are non-commercial, meaning that blog posts aren’t paid for advertising. The bloggers behind Anywho have full journalistic freedom and will solely write about subjects they find genuinely interesting. Anywho seeks to protect this impartiality."

Derfor har vi også takket nej til en del tilbud, der har lagt op til og taget udgangspunkt i at vi skulle agere eksperter. For ikke at nævne det væld af åbenlyse pr-stunts -events og –mails, som vi efter bedste formåen navigerer bevidst rundt i. For netop at sikre vores integritet og ikke ende som et PR-redskab.

Hvad angår demokratiseringen består den for vores vedkommende i at skaffe vores læsere adgang til billeder og oplevelsesbaserede historier, som ikke normalt ville have fundet vej til de etablerede medier. Altså noget andet og en dermed supplerende vinkel på modeverdenen, som måske ville have passeret det trænede og uimponerede modeøje. Og her er hastigheden af det publicerede helt sikkert på bekostning af kvaliteten.
Men nye ting består sjældent i den form og struktur som de opstår i, så derfor tror vi også selv at form og indhold raffineres i takt med udviklingen. Blogging er ikke den endegyldige formel der absolut er kommet for at blive. Vi antager at det er en fase, en trend, et led i udviklingen eller en indikator for fremtiden. Men vigtigst af alt en mulighed og et resultat af en udvikling der ikke kun drejer sig om teknologi. Modeblogs er, som kommunikationsrådgiver Anna Ebbessen har formuleret det, ”MP3 effekten i modebranchen”, hvilket dækker meget godt over, at demokratiseringen heller ikke kun er en tendens, der er overgået modebranchen.
Tiden må vise hvilke trends og tendenser der har potentiale til at overleve og videreudvikle sig. Og modebloggens fremtid er heller ikke sikret. Anderledes forholder det sig nok med det sociale aspekt ved mediet, som ikke lader til at være på retræte.
Der er stadig langt fra de svenske og internationale tilstande, hvor modebloggerne er stjernerne og center of attention, til vores egen tilgang hvor vi er tilskueren eller øjet og observerer på læserens vegne. Og i al ydmyghed trækker vi os selv ind i synsfeltet en gang imellem, da det er dette, der holder læseren ved interesse på den lange bane, nemlig at de kender afsenderen. Vores teori er også at forbrugeren er træt af at få slynget ord som ”musthave” og ”it-taske” i hovedet af en ukendt afsender i et modemagasin, hvor det ikke er givet at vedkommende mener det, eller har en smag du deler.
Så hvad enten udtrykket lavkulturel mono-journalistik hentyder til modemagasinernes kronede dage eller morgendagens modeblogs, vil den formidling nok altid sælge mere tøj end den kritiske tilgang. Mht seating handler det vel derfor lige så meget om i hvilke medier designerne får den bredeste eksponering?
Da vi (som uafhængig blog) netop ikke er et etableret medie (endnu) har vi en uendelig frihed, hvilket naturligvis stiller et krav til brugerens dømmekraft - en størrelse man i vores verden ikke skal undervurdere. Men det stiller også et krav om handling (som du selv efterlyser) til de rigtige eksperter om at rejse sig og til(bage)kæmpe sig spaltepladsen, førsterækken eller respekten fra læseren. Til at udnytte den teknologiske udvikling og de strålende muligheder den fører med sig. Om det så er på bloggernes præmisser er ikke givet, men det kan være en fordel at samarbejde med os, og se det som en mulighed for sammen at skabe en synergi frem for at se det som det modsatte. Noget som vi synes bl.a. Cover.dk er et strålende eksempel på. Det afhænger af øjnene der ser.
Da vi startede bloggen var det fuldstændig uden forventninger og ønsker om at den ville blive så populær. En popularitet, der naturligvis også medfører en del skepsis og forvirring omkring hensigten med det hele. Det er netop de letfordøjelige daglige indskydelser, der gør en blog så populær. Det er ikke den dybe tallerken, hvilket aldrig har været intentionen, men også derfor favner vi bredt og mangfoldigt. Vi har hverken kompetencerne eller ønsket om at levere lange dybdegående analyser af shows, som i forvejen udbydes i stor stil, men vi sætter os konstant for at vokse med den opgave, der er vores. Hurtig, autentisk og personlig formidling af mode. Rollerne som seriøse modejournalister, smagsdommere eller modeorakler har vi selvsagt ikke i sinde at påtage os, før vi en skønne dag har forudsætningerne for det.
Så når medierne selv kommer sig over den sensationelle værdi i ”de nye eksperter”, får bloggerne også muligheden for at kæmpe for hvad det er de vil med bloggeriet, raffinere indholdet og finde deres plads.

Tak for muligheden for at give vores syn på sagen:)

Kære Ane
Det var med stor interesse og dyb forståelse jeg læste dit indlæg. Og først og fremmest vil jeg pointere at jeg på mange måder er enig i, at der må tages kritisk stilling til de hypede modebloggs. Jeg stiller mig dog uforstående overfor postulatet om demokratisering af ekspert-titler som et problem. For er det nu også det?

Du fremstiller denne demokratisering af ekspert-titler som et selvudnævnt Anna Kastberg-syndrom, hvilken jeg på ingen måder er enig i. Modsat er det menigmanden der udnævner bloggerne til modekonger og dronninger - og ikke dem selv.

Jeg har ikke mode-ekspert stående på CV’et, men trods dette kan jeg stadig skelne mellem gode og dårlige blogs. Desuden er mange af de gode blogs er jo af egen avl – eksempelvis stylister, modeskribenter, modeller og designerne.

For mig at se er demokratiseringen blot med til at åbne op for den ellers så lukkede modeverden og modeblogs har givet nøglen til den ellers lukkede ”fest”. Og er det ikke også på tide at modeverden søger væk fra det arkaiske ekspertvælde, som også du selv distancerer dig fra? Jeg mener ikke at hverken politik eller mode bliver mere sand, kritisk eller saglig af at være forbeholdt en akademisk og privilegeret elite.

Du skriver at kvalitet ikke er lig med kvalifikation, men på den anden side er kvalifikation heller ikke lig med kvalitet – så man er vel lige vidt hvis man sætter den exceptionelle blogger overfor den elendige men uddannede ekspert? (dette er ikke slet skjult mudderkast, dit indlæg er fantastisk og tiltrængt:))

At Tavi sidder front-row iklædt Rodarte mener jeg er udtryk for, at hun er en bloggere, jeg citerer ” der har exceptionel stil eller får os til at se anderledes på moden.” og sådanne blogs er efter min mening med til at skabe en kærkommen diversitet og innovation i modebilledet. Jeg ser det ikke som malurt i bægeret.
Men der er derimod en anden tendens der får mit bæger til at flyde over. Nemlig de bloggere som ikke formår at holde en selvkritisk distance til de indlæg de poster. Uden at nævne navne, er det de selv samme blogs der også ukritisk modtager sponsortøj og efterhånden kunne danne et helt fodboldhold iklædt ens syntetiske high-street sæt - under holdnavnet blogger & Co. Disse hold scorer ikke mange mål hos mig!

Men heldigvis besidder jeg selv denne kritiske sans og er ikke tvunget til at følge med i uanede high-street ”fund”, diverse dødkedelige DIY projekter eller plastik bling bling signature ”must have” pieces. Ligesom alle andre har dette frie valg. Derimod vil jeg med glæde give titlen - modeorakel, til de modebloggere der har gjort sig fortjent hertil. En titel som ikke fordrer en uddannelse, på samme måde som integritet, ihærdighed og research ikke kun er forbeholdt ”ekspert-eliten”.

Alt i alt handler det om kritisk stillingtagen, som netop du lægger op til. Jeg mener ikke, at man ukritiske skal putte hverken eksperten eller bloggeren op på en piedestal. Selvfølgelig kun dem der hører hjemme deroppe!

Jeg synes også det er vigtigt at huske på at selvom mange modeblogs måske er i lommen på branchen, så findes der også uafhængige modeblogs, som udnytter de lave distributionsomkostninger i online-mediet til at gøre sig endnu mere uafhængige af annoncører end et modeblad eller en avis nogensinde kan være. Hvis man så samtidig har en professionel redaktion, hvor der både stilles krav om research og kvalitet, så kan man producere virkelig god modejournalistik. Det synes jeg online-avisen Fashion Week Live var et godt eksempel på under modeugen. Her var der en udnyttelse af bloggen som format og platform, men med modebladets professionelle redaktion bag. Den slags håber jeg vi vil se mere af i fremtiden.

Spørgsmålet er, om der ikke altid har været disse to poler. Den kritiske, uafhængige, dannede pol -- som forfatteren repræsenterer -- og så den selvfede kommercielle pol.

Perspektivering her:
http://modebevaegelsen.dk/modeblogs-overfladisk

Jeg glæder mig til at se svar på bloggernes perspektiveringer og præciseringer.


///

Allerkæreste og yderst kompetente Ane,
Hvor glædeligt at du bidrager på en saglig og analytisk måde i denne debat, som er yderst relevant, da den ikke alene gør sig gældende for modestoffet men for hele mediebranchen. Den eskalerende blog-kultur har unægteligt givet de traditionelle medier stof til eftertanke. Menigmand har længe haft adgang til redskaberne, men med hele blogfænomenet er kommunikationskanalerne også blevet åbnet. Det vil uværgeligt afføde en strøm af selvbestaltede eksperter, selviscenesættende narcissister og personer, som øjner muligheden for at tjene penge eller score en ekstra goodiebag, en tur til Paris eller noget tredje. Men det giver også mulighed for nicheprægede kanaler, som pludselig vender op og ned på formidlingsbegrebet. Med andre ord, er det hverken sort eller hvidt, hvad ovenstående kommentarer også vidner om.

Der fremkommer uundgåeligt en række problemstillinger i denne debat. Problemstillinger som knytter sig til sociologiske tendenser, medievaner, ungdomskulturer osv.
Jeg må erklære mig ganske enig i, at der er en stor skare af bloggere, hvis eneste formål er at sætte sig selv i centrum. Det kan være inspirerende, men ofte bliver det let gennemskueligt indholdsløst billedbogsmateriale, som ikke bidrager til en bedre formidling af modestoffet. Dette findes omvendt også i de traditionelle medier, hvor nogle magasiner behandler mode på en overfladisk, letkøbt version af sandheden. Magasinerne bruger uanede sider på indkøbstips kombineret med showbilleder, sat op på en måde, som ikke altid giver indtryk af gennemarbejdet professionel art direction. Her kan bloggerne med andre ord det samme som de etablerede kræfter. Den samme tendens gør sig gældende i, det man kunne kalde, "Vis mig dit klædeskab"-siderne i de såkaldte livsstilsmagasiner. Forskellen på disse og bloggernes posts er vel ikke så stor. den største forskel er, at der i magasinernes tilfælde står en redaktion bag udvælgelsen. Ofte udvikler dette sig dog til en selvforstærkende skare af indspiste rygklappere, som ikke kan rose hinandens stil nok. Dette kan ej heller klassificeres som saglig dybdegående journalistik, men smagsdommeri på et varierende niveau.

Tendensen med at være "købt" af diverse brands er heller ikke begrænset til blogosfæren. Moderedaktørerne på diverse modemagasiner kan ikke sige sig fri for at være, lad os kalde det, sponsoreret. Det skævvrider unægteligt det journalistiske saglighedsbegreb. Det ville svare til, at erhvervsredaktørerne var sponsoreret af de virksomheder, som de skal forholde sig kritisk til. Naturligvis vil alle modebrands gerne eksponeres bedst muligt, hvilket man ikke kan fortænke dem i. Og at moderedaktørerne gerne vil have lidt nyt til garderoben er jo ganske indlysende, da det har valgt et felt, hvor dette er en fremherskende tendens. Men det svækker naturligvis troværdigheden, og bringer modejournalistikken væk fra den dybdegående og kritiske journalistik. Den findes heldigvis, ikke alene i mere traditionelle medier men også på diverse blogs, og tak for det.
I samme ombæring bringer det en undring på bane. Det kan være svært at finde ud af, hvilke kvalifikationer der kræves af en moderedaktør. Til tider virker det til at være nok, at man er velklædt, kan namedroppe og har det rigtige netværk. Disse kvaliteter besidder en række modebloggere også, så heller ikke her ser vi en nævneværdig forskel.
Dette bringer os frem til det, i min optik, afgørende i denne debat. Kvaliteten og af formidlingen af modestof i Danmark. Som du, Ane påpeger er der en problematik i dækningen af modestoffet. Den er ganske enkelt ikke kvalificeret eller nuanceret nok. Det skyldes ikke kun bloggerne, men i høj grad også de traditionelle medier og den journalistiske kultur i landet.

På journalisthøjskolen i Århus er der en klar holdning til, hvilke emner der er fine nok til at blive behandlet. Jeg må erkende, efter at have oplevet det på egen hånd, at mode bestemt ikke er et af dem. Det anses som et lavkulturelt glitterfænomen, som ikke fortjener nævneværdig spalteplads, med mindre man kan afsløre ufine metoder, såsom børnearbejde eller giftigt indhold i produkterne, i branchen. Dette skulle være en af Danmarks bannerførere, når det kommer til formidling, men da smagsdommeriet er udtalt, bliver modejournalistikken negligeret her. Jeg har ikke indsigt nok til at vurdere, om det samme gør sig gældende på RUC og Syddansk Universitet, men hvis de kommende journalister får banket ind i hovedet fra starten af deres karriere, at mode ikke er et emne, man skal bruge tid på, bliver det i al fald ikke fra denne front, at man skal forvente kvalificeret modejournalistik, hvilket er ærgerligt. Når mode derfor behandles i de større trykte og levende medier, er der derfor en tendens til, at der bliver tale om overfladisk behandling af stoffet, da kompetencerne og indsigten ikke er til stede. Heldigvis findes der professionel og dybdegående modejournalistik i det danske mediebillede, hvor Børsen især udmærker sig.

Designskolerne i Danmark kunne være et andet sted at lede, for her er interessen og nogle af kompetencerne til stedet. Men her prioriteres andre aspekter af modebranchen, hvilket er forståeligt.

Med andre ord skal formidling af modestof komme fra andre kanter, og her bliver der tale om flødeskumsjournalistik fra de store TV kanaler, som primært fokuserer på rigets kronprinsesses tilstedeværelse. Bloggerne kommer også til at udfylde deres del, og det giver de unge, selviscenesættende mennesker plads til namedropping, ukritisk jubelskribleri og holdningsløs hype.

Skal Danmark for alvor etablere sig som modenation, skal der ske en holdningsændring til formidlingsaspektet. Der skal mere fokus på kvaliteten af modejournalistikken, og der skal bringes mere kompetence i spil. Det vil skabe et højere sprogligt og stilistisk niveau og bidrage positivt til det indholdsmæssige aspekt.

Slutteligt vil jeg gerne hylde de journalister, skribenter OG bloggere, som tager deres emne alvorligt. Denne debat er et klart eksempel på, at der findes mennesker med holdninger og lysten til at højne niveauet.