Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Dansk jakkeproducent frikendt i kopisag med svenske Jofama

Efter flere års tovtrækkeri i det svenske retssystem har den danske modevirksomhed Legend rettens ord for, at deres jakke ikke er en kopi af en jakke fra den svenske konkurrent Jofama.
Efter flere års tovtrækkeri i det svenske retssystem har den danske modevirksomhed Legend rettens ord for, at deres jakke ikke er en kopi af en jakke fra den svenske konkurrent Jofama.

Efter flere års tovtrækkeri i det svenske retssystem har den danske private label-modevirksomhed Legend fået rettens ord for, at deres jakke ikke er en kopi. Legend-modellen ‘Sylvia’ er således ikke en kopi af svenske Jofamas jakkemodel ‘Maja’. Det fastslår dommen fra den svenske landsret.
 
"Vi er naturligvis lettede over, at sagen endelig er kommet til en afgørelse. Det har været en lang proces, som har kostet os mange ressourcer," siger Prashant M. Pathare, der er salgsdirektør i Legend.
 
Han understreger over for kolleger i branchen, at man som mindre virksomhed skal tænke sig grundigt om, inden man går ind i en kamp for retfærdighed.
 
"Det nemmeste for os havde været bare at bøje nakken og lade Jofama få ret," forklarer han med henvisning til sagsomkostningerne – mere end 500.000 svenske kroner, som Legend skal betale trods frikendelsen. Og dertil kan lægges de mange arbejdstimer, sagens har lagt beslag på, tilføjer salgsdirektøren. 
 
Sagen begyndte i 2005, da Jofama anklagede Legend for at snylte på det svenske firmas goodwill ved at kopiere en skindjakke, der hos Legend hedder ‘Sylvia’ og hos svenske Jofama hedder ‘Maja’. 
 
Jofama krævede, at Legend betalte erstatning og stoppede salg af model Sylvia på det svenske marked. Ved byretten i Stockholm fik Jofama iførste omgang medhold i sine anklager, da man her lagde stor vægt på en udtalelse fra Svensk Forms Opinionsnämnd (det svenske copyright-panel, red.). Nævnet, der består af arkitekter og møbeldesignere, mente, at jakkens A- facon var så speciel, at jakken var at betragte som ophavsretligt beskyttet på linje med brugskunst-design.
 
Men efter at have indbetalt 619.625 svenske kroner til dækning af Jofamas sagsomkostninger i byretten, fik Legend mulighed for at anke sagen til landsretten, selvom man hos Legend fuldt ud anerkender, at jakkerne minder om hinanden. Men også om tusindvis af andre jakker:
 
"De har samme snit – nemlig den velkendte A-form," lyder det fra danske Legend.
 
"Men A-faconen er ikke en unik model, som i sig selv kan beskyttes af ophavsret, det slår afgørelsen i den svenske landsret fast."
 
Ved ankesagen i landsretten blev der nemlig lagt vægt på, at Legend havde designet og udarbejdet sin jakkemodel, før Jofama påbegyndte salget af sin. Og der blev videre lagt vægt på, at udtalelsen fra Svensk Forms Opinionsnämnd ikke var baseret på faglig viden fra en tekstildesigner. På denne baggrund blev danske Legend frikendt, og Jofama fik afslag på at anke til højesteret.
 
"Vi har kæmpet som David mod Goliat. Ikke nok med at det har været ubehageligt at blive anklaget for kopiering, har vi også skullet forholde os til et fremmed lands retsvæsen. Men vi kan konstatere, at der også er retfærdighed til i det svenske retssystem," griner Prashant M. Pathare, der nu ser fremad og glæder sig over, at kunderne hele tiden har været loyale og har bakket op om Legend.
 
Note: Det har desværre ikke været FashionForum.dk muligt at skaffe fotos af de omtalte jakkemodeller.