Projektræs i teori og praksis

Fra skolebænken

Ensporet, fristes jeg til at kalde min tankegang og min tilværelse for øjeblikket. Betegnelsen har efterhånden været rammende i et par uger, og sådan vil det nok se ud frem til begyndelsen af november.

Som så mange gange før i mine to år på Danmarks Designskole sander jeg, at mit privatliv, helt ned til indkøb og madlavning, ryger på standby, mens jeg konsekvent øser al min energi i et skoleprojekt. Dagen lang (og under uheldige omstændigheder også i drømmene) svirrer mine tanker og gøremål omkring PROJEKTET. Jeg tager følgelig bloggen her som gidsel i projektets tjeneste...

Titlen på mit skoleprojekt er denne gang ”Innovating Sustainable Fashion” - hvis det lyder som lidt af en gentagelse her på bloggen, er det nok fordi Sally i sidste uge berettede om sit kursus i genanvendelsesstrategier for polyester på Designskolen Kolding. Som sagt nægter mit hoved at beskæftige sig med noget som helst uden for projektregi, og rammerne for projektet på Danmarks Designskole er da også nogle helt andre, end dem Sally har oplevet i Kolding.

10 uger af mit liv gør projektet i alt krav på. Det er en tidsmæssig fordobling sammenlignet med de projekter min studietid ellers har budt på, der har været femugers forløb. Nu er det ikke sådan, at skolen har fået lyst til at skænke os en slapper. Ekstra tid kræver flere, mere omfattende og uden tvivl bedre resultater: vi skal opspinde et genialt koncept, tegne en kollektion, sy to fantastiske outfits og oveni hatten forfatte en kløgtig teoretisk rapport. Som sædvanlig udstikker underviserne opgaven efter parolen ”Sååå…I får travlt!”

Og jeg skal nok få travlt. Jeg har travlt. Travlt med at tegne/læse/skrive og holde styr på trådene, hvad enten det er sytrådene eller tanketrådene. I dette projekt er der nemlig flere tråde i spil, end jeg føler mig skråsikker i  at håndtere. Men jeg kan trøste mig med, at ingen af os, hverken undervisere eller elever, bør føle os alt for skråsikre, for projektet er faktisk banebrydende på Danmarks Designskole. Her tænker jeg ikke på emnet ”bæredygtighed”, som nok primært har været banebrydende for mig personligt, men på projektets form. For første gang tilbyder Danmarks Designskole nemlig et undervisningsforløb, der smeder teori og praktisk produktudvikling sammen i et ligeværdigt forhold. 

Har man tilbragt få øjeblikke på Danmarks Designskole, er en nærliggende konklusion, at den nye projektform må være led i den selvbestaltede akademiseringsbølge, der skyller ind over uddannelsen. Målet er en akkreditering af uddannelsen på universitetsniveau. Designskolen Kolding er allerede akkrediteret, så det ville være noget af en tam omgang, hvis ikke vi på Danmarks Designskole kunne følge trop - for man kan jo ikke lade være med at sammenligne sig. Og måske er akkrediteringen lige om hjørnet. …

Er en akademisering så ønskelig? Ja, hm, det vil jeg ikke stille mig til dommer over i dag. Jeg vil bare gerne have akkrediteringen i hus af absolut egoistiske grunde. Med den i baglommen kan jeg nemlig få adgang til teoretiske modestudier på en universitetsoverbygning.

Uden en akkreditering er den nemmeste løsning måske at lægge vejen forbi mit gamle statskundskabsstudie, snuppe bacheloren og mit sidste års SU dér, for så at vende tilbage til modestudiet, hvilket for mig at se er en anelse absurd.

Tilbage til ”Innovating Sustainable Fashion”, så skal vi i tandem arbejde praktisk, alt imens vi skriver os ind på et teoretisk problemfelt, som den endelige kollektion går i dialog med. Den parallelle udvikling i teori og praksis kræver en kende mere tjekkethed, end jeg normalt lægger for dagen. Teori og praksis skal holdes i en symbiose på det overordnede plan, men helt lavpraktisk skal der multitaskes og omstillingsevnen skal være i topform. I dag skal jeg for eksempel tage den teoretiske hat på og give to af mine medstuderende kritik på deres skriveteknik, mens jeg i morgen skal stå klar med en færdigtegnet kollektion, som skal begrundes over for både en underviser med speciale i bæredygtig mode og min vejleder i tilskæring.

I alt dette projektræs er jeg lykkelig for min arbejdspartner. Det er eminent at have to sæt kritiske øjne til at vurdere projektet løbende og to snørklede hjerner til at udvikle idéer. Og så er det råhyggeligt at dele snacks og instantkaffe, mens man tegner silhuetter i blæk eller ses søndag aften til madlavning og problemformulering med en ”partner in crime”. At være ensporede sammen er så givtigt, at man kan se stort på det svindende privatliv og acceptere, at ekskursionen til Netto er dagens sociale højdepunkt, ligesom man sammen kan grine i erkendelse af, at klokken nu igen er blevet lidt i aftensmad, når hun ruller en smøg, mens jeg løber tilbage til klasselokalet efter noget jeg har glemt, og vi aftaler om i morgen er en 9- eller 9.30-dag, mens vi krydser en forladt skolegård.